Vibe coding: Når kodning bliver et samarbejde mellem menneske og AI

25 november, 2025

9 min.

appudvikling
guides
teknologi
tips & råd
webudvikling
ai
Førende billede til 'Vibe coding - når kodning bliver et samarbejde mellem menneske og AI'

Vibe coding: Når kodning bliver et samarbejde mellem menneske og AI

Programmering har traditionelt været forbundet med kode, logik, struktur og (for nogle) et mørkt rum fyldt med nørder og energidrikke i lange baner. Udviklere har selv skrevet kode linje for linje, testet, rettet og optimeret.

Men med udviklingen af kunstig intelligens (AI) er der opstået en ny måde at arbejde med softwareudvikling på. En måde, hvor udvikleren ikke nødvendigvis skriver al koden selv, men samarbejder med AI om at skabe den.

Det kaldes Vibe Coding, og det er en ny måde at tænke og opleve programmering på, hvor menneske og maskine sammen udvikler i dialog og flow.

Hos Holion har vi taget vibe coding til os i stor stil. Af den simple årsag, at vi kan se, hvordan det frigiver tid og energi, samt gør os til endnu bedre udviklere. Samtidig har vi erfaret, at vibe coding sjældent kan stå alene - der er stadig brug for faglig forståelse, struktur, erfaring og menneskelig kvalitetssikring.

I dette blogindlæg deler jeg ud af mine og Holions erfaringer med vibe coding, og du bliver klogere på nogle af de faldgruber, der findes ved vibe coding, samt hvordan du kan forebygge dem.

Hvad er vibe coding?

Vibe coding er en ny tilgang til softwareudvikling, hvor AI værktøjer som sprogmodeller (LLM’er) genererer kode ud fra sætninger og prompts fra et menneske. I stedet for at skrive al koden selv, beskriver udvikleren (mennesket), hvad der skal laves med helt almindelige sætninger. AI’en leverer herefter et løsningsforslag, som udvikleren kan videreudvikle/justere på blot ved at føre en samtale med AI’en.

Eksempel: “Lav en webapp hvor brugeren kan oprette en profil og tilmelde sig til et event”, skrev jeg til den AI, langt de fleste kender: ChatGPT.

Billede (Normalt ville jeg ikke bruge ChatGPT til “rigtig” vibe coding, da den ikke altid er så god til at bygge hele systemer. Den er til gengæld rigtig god til at komme hurtigt i gang, og det er et værktøj langt de fleste har adgang til - derfor bruger jeg den i eksemplet. Hvis du skal vibe code et helt system, anbefaler jeg i stedet at kigge på et værktøj som Lovable.)

Det tog ChatGPT 33 sekunder at udarbejde følgende:

  • En React/Tailwind-fil med kodebasen til en simpel webapp, hvor en bruger kan:

    1. Oprette/gemme en profil med navn, e-mail og telefonnummer
    2. Tilmelde sig events
    3. Se og afmelde sine tilmeldinger

  • En forhåndsvisning hvor jeg kan teste funktionalitet og design

  • Mulighed for at jeg kan redigere direkte i koden eller blot skrive en sætning, der får ChatGPT til at gøre det for mig

  • Mulighed for at kopiere eller downloade hele koden, når jeg er tilfreds med resultatet

  • Forslag til backend, database, osv.

På 33 sekunder tog en enkelt sætning til ChatGPT mig fra idé til MVP, som jeg efterfølgende kunne teste, justere og videreudvikle.

Vibe Coding gør nemlig udvikling til en kreativ process, hvor selve udvikleren (altså mennesket) anses som arkitekten bag, imens AI’en skriver selve koden.

Traditionel kodning vs. vibe coding

Hvis man ikke har hørt om vibe coding, og samtidig heller ikke kender til processen ved traditionel kodning, kan det være svært at gennemskue, hvad forskellen egentlig er. Jeg har derfor prøvet at lave denne oversigt, hvor det er nemmere at spotte de væsentlige forskelle:

Traditionel kodning Vibe coding
Udvikleren skriver al koden selv Koden genereres af AI baseret på beskrivelser
Fokus på logik, struktur og detaljer Fokus på formål, funktion og løbende iteration
Kræver dyb teknisk viden og kendskab til programmering Kræver evnen til at formulere gode prompts samt at forstå AI’ens output
Fejl identificeres via debugging og systematisk test Fejl opdages gennem eksperimenter, test og samtale med AI’en
Er ofte baseret på en lineær proces: Planlæg → udvikling → test → release Ofte en mere cirkulær proces: Prompt → AI generering → test → forbedring

Vibe coding handler altså ikke om at opgive teknisk viden og erfaring, men om at udnytte AI som en samarbejdspartner, der kan accelerere processen og frigøre tid til design, idéudvikling og kvalitet.

Hos Holion ser vi vibe coding som en stor fordel for både os og vores kunder, men der er også nogle faldgruber, der hurtigt kan udvikle sig til ulemper, hvis man ikke er opmærksom.

Ulemperne ved vibe coding

Selvom vibe coding åbner for nye muligheder, stiller det også krav til ansvar og forståelse. Når AI genererer kode, kan resultatet nemlig se meget overbevisende ud, men der kan gemme sig potentielle faldgruber:

Kritiske fejl

AI-modeller er trænet på store mængder kode, men forstår ikke programlogik på samme måde som et menneske. De kan derfor skabe funktioner, der “ser rigtige ud”, men indeholder logiske eller sikkerhedsmæssige fejl, der først viser sig i drift.

Vi har vist efterhånden alle prøvet at stille ChatGPT et spørgsmål for så efterfølgende at tænke “det svar er da helt forkert”. Svaret lyder ofte overbevisende, så hvis vi ikke har kendskab til emnet, har vi ikke en chance for at vide, om det er korrekt eller ej. Det er det samme med kode.

Manglende evne til at fejlfinde

Når du ikke selv har skrevet koden, mister du også en del af intuitionen for, hvordan den hænger sammen. Traditionelle udviklere opbygger “et mentalt kort” over programmet, mens vibe coding ofte tager dig direkte til slutresultatet. Det kan betyde, at du:

  • Bruger længere tid på at finde årsagen til fejl, fordi du ikke kender strukturen.
  • Bliver afhængig af, at AI’en selv kan forklare eller rette fejlen (hvilket ikke altid lykkes).
  • Mister forståelsen af de små tekniske beslutninger (fx valg af bibliotek, datastruktur eller fejlhåndtering), som senere kan vise sig kritiske.

Falsk tryghed

Med vibe coding kan du nemt få en følelse af, at du er dygtig til software-”udvikling”. Særligt hvis du er dygtig til at prompte AI’en. Det skaber en falsk tryghed, da du mangler den egentlige forståelse for, hvad der sker inden bagved motorhjelmen, og derfor er dybt afhængig af, at AI’en altid kan løse din næste udfordring.

Du er afhængig af værktøjer

Kan du huske dengang, OpenAI var nede en hel arbejdsdag? Det kan jeg, og selvom det var en meget ineffektiv dag, tror jeg også det var sundt for os. Det tvang os nemlig til at løse mange opgaver selv.

En af de største risici ved vibe coding er, at udvikleren bliver for afhængig af AI-værktøjet. Når man vænner sig til, at AI’en leverer løsninger hurtigt, kan den manuelle problemløsningsevne svækkes, og over tid kan det føre til:

  • Reduceret teknisk forståelse, da man glemmer, hvordan bestemte mønstre eller algoritmer egentlig fungerer.
  • Lavere evne til kritisk vurdering, da man bare stoler på AI output frem for at gennemskue det.
  • Manglende fleksibilitet hvis værktøjet ændrer sig eller fejler, og man står uden de nødvendige færdigheder til at løse problemet selv.

Hos Holion arbejder vi bevidst med at undgå den afhængighed. Vi bruger nemlig AI som en accelerator og ikke som en erstatning. På den måde oplever vi, at AI værktøjerne styrker vores kompetencer fremfor at erstatte dem.

Billede

Sådan kan ulemperne forebygges

Byg et fagligt fundament

Jeg siger ikke, at du skal tage en dataloguddannelse eller binge Youtube kode videoer som var det Netflix, men det er vigtigt, at du får en forståelse for de grundlæggende principper i programmering. Det stiller dig nemlig langt bedre, når du skal vurdere AI’ens output.

Brug AI som sparringspartner - ikke autoritet

Det er en rigtig god idé at få AI’en til at trække store dele af læsset. Som tidligere nævnt udarbejdede ChatGPT første udkast til en webapp på 33 sekunder. Ved hjælp af AI kommer du altså super hurtigt frem til noget konkret, du kan arbejde ud fra. Men I ChatGPTs udkast til en webapp, kunne jeg ikke gemme min profil, jeg kunne ikke logge ind og ud, der var ikke noget at gøre, hvis jeg havde glemt mit kodeord, osv.

Med andre ord: AI’en giver dig ikke “modstand”, og derfor er det SÅ vigtigt, at du aldrig ser den som en autoritet. Heller ikke selvom din prompt er bedre end “Lav en webapp hvor brugeren kan oprette en profil og tilmelde sig til et event”. Det er dit ansvar at stille spørgsmål, teste og forstå hvorfor koden ser ud, som den gør.

Samarbejd med andre

Flere øjne på koden øger chancen for at opdage fejl. Find en god samarbejdspartner der kan hjælpe dig med at lave reviews af AI’ens kode. En god samarbejdspartner kan også gøre, at du ikke selv behøver at have en dyb teknisk forståelse.

Start småt

Eksperimenter i mindre skala før du begynder at vibe code store og komplekse projekter. På den måde kan du stille og roligt oparbejde en forståelse for metoden samt udvide din tekniske forståelse. Du kan også lære forskellige værktøjer at kende og finde frem til dem, der virker bedst for dig.

Test grundigt

Kode skal altid testes i virkeligheden, og gerne med fokus på de brugere der skal ende med at bruge systemet. Det er både vigtigt at teste, når det er mennesker og når det er AI, der har skrevet koden. Jeg vil dog mene, at det bliver endnu vigtigere at teste koden, når det er AI, der har skrevet den. Tests kan nemlig give dig en rigtig god forståelse for, hvordan softwaren hænger sammen, og hvilken oplevelse dine brugere får.

Hos Holion kombinerer vi vibe coding med en solid testprocedure, faglig sparring og løbende evaluering. Det giver os både fart og fleksibilitet, uden at gå på kompromis med kvaliteten af den kode, vi skriver.

Erfaring gør en stor forskel

AI kan accelerere udviklingen, men den menneskelige erfaring er stadig en afgørende faktor. For den erfarne udvikler er vibe coding en måde at tænke hurtigere, bygge smartere og udforske nye idéer. For den uerfarne er det et læringsrum og en mulighed for at se, hvordan kode hænger sammen og gradvist forstå logikken bag.

Kom godt i gang med vibe coding

Hvis du gerne vil i gang med vibe coding, er min anbefaling at følge disse 4 råd:

  1. Lær at formulere klare prompts og mål

  2. Forstå og test alt output fra AI’en

  3. Brug værktøjerne aktivt, men vær kritisk. Her er forslag til AI værktøjer, du kan afprøve til vibe coding:

    Hvis du er nybegynder:

    Lovable, Henosia, Bolt, Replit, GitHub Copilot Workspace, Claude Projects

    Hvis du er en erfaren udvikler:

    Cursor IDE, GitHub Copilot, OpenDevin, Continue

  4. Kombiner hurtige AI løsninger med grundig review og dokumentation

Hos Holion arbejder vi netop med denne kombination: AI som accelerator, mennesker som garanter for kvalitet.

Billede

Konklusion: Vibe coding er et godt værktøj, men kan ikke stå alene

Vibe coding ændrer ikke blot, hvordan vi skriver kode, men også hvordan vi tænker udvikling. AI kan frigøre energi, skabe flow og give hurtige resultater, men uden menneskelig forståelse risikerer vi nogle væsentlige faldgruber.

Derfor handler fremtidens udvikling om balance: Mellem AI og erfaring, mellem hastighed og kvalitet, mellem innovation og kontrol.

Hos Holion ser vi vibe coding som et vigtigt skridt mod en mere fleksibel og intelligent måde at bygge software på, hvor vi i langt højere grad får lov til at eksperimentere, lære samt skabe kvalitetssikre løsninger for vores kunder.

Skal vi hjælpe med dit software projekt? Så ring til os på 82 30 34 20 og få en uforpligtende snak.