Hvad koster det at udvikle en app? En guide til pris, proces og faldgruber

29 september, 2025

7 min.

appudvikling
teknologi
Førende billede til 'Hvad koster det at udvikle en app? Pris, proces og faldgruber'

Hvad koster det at udvikle en app? En guide til pris, proces og faldgruber

“Hvad koster det at bygge et hus på 200 m²?”

Det er let at skyde et tal fra hoften, men alle, der har bygget et hus, ved, at svaret ikke er så enkelt. Det afhænger af materialer, hvem der bygger det og individuelle ønsker. Det samme gælder, når vi taler om apps.

Jeg bliver ofte spurgt, hvad det koster at udvikle en app. Det er et helt naturligt spørgsmål, for prisen er afgørende for, om en idé kan føres ud i livet. Udfordringen er, at der ikke findes ét entydigt svar. Omkostningerne afhænger af mange forhold - fra funktionalitet og design til vedligeholdelse og teknologiske valg. Først og fremmest handler det dog om, hvilken type app du ønsker at bygge, og hvor kompleks den skal være.

Når du har læst dette blogindlæg, er du blevet klogere på, hvad prisen på en app består af, og hvad der er af muligheder for at få mere værdi for pengene.

Prisen på en app - hvad består den af?

Den største udgift er, som med alt andet, timeprisen, som primært dækker lønninger. Nødvendige systemer og abonnementer koster også penge.

Udviklingsomkostningerne er en svær størrelse, men der er nogle centrale elementer, der spiller ind. Jeg har uddybet dem her:

Funktionalitet og kompleksitet

Når du skal have udviklet en app, er det vigtigt at være helt klar over, hvilke funktionaliteter appen skal bestå af. Er det en simpel app med én hovedfunktion, eller er det en omfattende platform med brugerprofiler, betalingssystem, GPS og notifikationer? Jo flere funktioner, desto mere udviklingstid og højere pris. Mange funktioner lyder enkle, men kan være komplekse at udvikle.

Design og brugeroplevelse

Design er ikke bare farver og former. Prisen på din app afhænger også af, om du ønsker et skræddersyet design, eller om det skal være standardkomponenter. Det er vigtigt at huske på, at designet skal være intuitivt og tilpasset din målgruppe. Det handler om at gøre din app nem at bruge for dem, der skal bruge den, gøre den mere attraktiv og i sidste ende give den bedste brugeroplevelse.

Vedligehold og videreudvikling

En app er aldrig helt færdig. Når først den er lanceret, starter arbejdet med at holde den opdateret og relevant. Nye versioner af Apple og Googles systemer kan ændre, hvordan din app fungerer, og derfor kræver det løbende justeringer for at sikre, at alt spiller. Samtidig udvikler digitale trusler sig hele tiden, hvilket betyder, at sikkerheden skal styrkes og tilpasses for at beskytte både brugernes data og din forretning.

Brugerne selv er også en vigtig drivkraft i videreudviklingen. Når appen kommer ud i hænderne på dem, der skal bruge den, vil der ofte opstå ønsker til forbedringer eller nye funktioner. Hvis du lytter til deres feedback, kan du løbende tilføre værdi og fastholde deres engagement. Hertil kommer de teknologiske fremskridt, der hele tiden åbner for smartere løsninger, hurtigere processer og nye muligheder, som kan holde din app konkurrencedygtig.

Vedligehold og videreudvikling er altså ikke en uforudset ekstraudgift, men en naturlig del af det at eje en app. Den gode nyhed er, at kontinuerlige forbedringer forlænger levetiden og øger værdien, så din investering kan betale sig over tid.

Start med en “Minimum Viable Product”

En minimum viable product (MVP) er den simpleste version af et produkt, man kan lave, men som stadig giver værdi til brugeren. Ideen er kun at bygge det mest nødvendige, så man hurtigt kan teste, om folk vil bruge produktet, før man bruger en masse tid og penge på at udvikle alt det ekstra.

Når man taler om MVP i app-udvikling betyder det altså, at man ikke bygger hele den færdige app med alle funktioner fra starten, men i stedet laver en version med helt grundlæggende funktioner, som kan testes af rigtige brugere.

Det kunne være, at du ville lave en træningsapp. I den endelige version ønsker du at have træningsvideoer, kostplaner, chatfunktion med trænere eller kostvejledere, ranglister osv. Men en MVP-version af appen kunne være en simpel app med et par enkelte træningsvideoer og en funktion, hvor brugeren får en notifikation, når det er tid til at træne.

Det er en “light” version af appen, der kun indeholder de mest nødvendige features. På den måde kan du teste din app, få feedback fra brugerne og undgå at bruge tid på funktioner, som ingen ville komme til at bruge. Det er billigere, og det hjælper dig til at udvikle noget, der har værdi for brugerne. Og hvis ideen ikke virker, som du håbede, ender du ikke med at have brugt måneder eller år på unødvendige features.

I stedet for at starte med spørgsmålet “hvad koster det?”, kan du med fordel spørge dig selv, hvad din app som minimum skal kunne, hvad er vigtigst for brugerne, hvad skal der til for at komme i gang og teste ideen? Det er minimum viable product.

Hvorfor er det dyrere at bygge en app end en webshop?

Når du bygger en webshop, kan du vælge en færdig løsning og komme hurtigt i gang. Med apps er det anderledes, for her findes der sjældent en standardpakke, som passer præcis til dine behov. En app er oftest et specialbyggeri, hvor fundamentet skal udvikles fra bunden, så funktioner, integrationer og brugeroplevelse kan skræddersys.

Det betyder, at en stor del af arbejdet ligger i at sikre de basale rammer: stabilitet, skalerbarhed og sikkerhed. Hos Holion foretrækker vi at bygge i små dele ad gangen, så appen kan testes, justeres og udvikles løbende. Vi sørger for muligheden for sprogversionering, så appen let kan udvides til flere markeder. Det kræver tid og ressourcer, men giver til gengæld et stærkt fundament, som kan vokse med dine behov og skabe reel værdi for brugerne.

Billede

Kan jeg selv bygge en app?

Ja, du kan i princippet selv bygge en app, og det kan uden tvivl spare dig udgiften til professionelle udviklere. Har du tid, tålmodighed og lysten til at lære, er det bestemt muligt.

Men det kræver både teknisk viden, erfaring og de rette værktøjer. Før du går i gang, bør du nøje overveje, om du har de nødvendige kompetencer til at sikre en løsning, der er stabil, sikker og skalerbar. Ellers risikerer du at ende med en app, der fungerer på overfladen, men som mangler fundamentale elementer. Med erfarne udviklere reducerer du risikoen for de fejl og udfordringer, som ofte opstår, når man kaster sig ud i udviklingen uden den nødvendige baggrund:

Skalerbarhed

I starten er det måske fristende at tænke, at det “bare skal virke” for de første brugere. Men når du får succes, finder du ud af, at teknologien skal kunne håndtere meget mere aktivitet, flere brugere, mere data, uden at appen fremstår langsom eller ustabil.

Sikkerhed

Hvordan passer du på brugernes data? Din app skal beskyttes mod hackere, datalæk og andre digitale “indbrud”.

Brugervenlighed

Hvor design og brugeroplevelse handler om det visuelle udtryk og den overordnede fornemmelse, fokuserer brugervenlighed på selve interaktionen mellem brugeren og appen. Det er her, vi ser på, om funktionerne er logisk placeret, om processer kan gennemføres uden unødige trin, og om appen understøtter brugernes behov i de situationer, hvor de rent faktisk bruger den.

Crossplatform

De fleste apps skal kunne fungere både på iOS og Android. Her giver en crossplatform-løsning ofte mest værdi, fordi du kan nøjes med én kodebase i stedet for at udvikle to separate apps. Det gør både udvikling og vedligeholdelse mere effektivt og i mange tilfælde billigere.

Jeg anbefaler derfor som udgangspunkt altid crossplatform, fordi du får mere værdi for pengene. Læs mere om crossplatform her.

Konklusion

Billede

At bygge en app kan bedst sammenlignes med at bygge et hus. Prisen afhænger af dine behov, de valg du træffer, og hvor komplekst projektet er. Derfor findes der ikke én fast pris, men der findes måder at gøre processen mere overskuelig.

Et godt udgangspunkt er at starte med en MVP. På den måde tester du idéen, får feedback og kan udvikle appen, i takt med at behovene bliver tydeligere.

I sidste ende handler det ikke om at spørge “Hvad koster en app?”, men “Hvad skal min app som minimum kunne for at give værdi til brugerne?”, for det er fundamentet til en succesfuld app.